Når bliver man betragtet som rig i Frankrig?
Den franske debat om rigdom er alt andet end enkel, men nye tal fra Observatoire des inégalités den 3. juni 2025 giver et skarpere billede. Ifølge rapporten svarer grænsen for at være “rig” for en enlig i Frankrig til cirka 30.300 kr. om måneden, baseret på en omregning fra euro til danske kroner. Det er omtrent det dobbelte af medianindkomsten, som ligger omkring 15.100 kr., og det markerer et objektivt skel i en ellers ofte følelsesladet diskussion.
Kun cirka 7% af franskmændene befinder sig over denne grænse, hvilket tydeliggør, at høje indkomster er koncentreret hos en mindrehed. I en dansk kontekst kan tallene hjælpe os med at sætte ord på, hvad “rig” kan betyde, uden at blande det sammen med formue, livsomkostninger eller gæld.
Hvad tæller med i indkomsten?
Rapporten ser på det samlede niveau af levekår efter skat og overførsler, ikke kun lønnen på lønsedlen. Det betyder, at flere typer indtægter lægges sammen for at ramme et mere retvisende billede af velstand.
- Renter og afkast fra opsparing indgår
- Lejeindtægter og ejendomsafkast tælles med
- Udbytter og kursgevinster fra aktier medregnes
- Andre renter og løbende ydelser indgår
Denne brede tilgang gør grænsen mere troværdig og mindre følsom over for, om pengene kommer fra løn eller kapital.
Familietype ændrer grænsen betydeligt
Husholdningens størrelse påvirker, hvad der kræves for at blive betragtet som rig, fordi indkomsten skal dække flere behov. Observatoriet bruger en skala for “voksne” og “børn”, så beløbene kan justeres retfærdigt efter familieform.
For et par uden børn ligger grænsen omkring 45.400 kr. om måneden, hvilket afspejler to voksnes udgifter uden børnerelaterede omkostninger. For et par med ét barn under 14 år er grænsen cirka 54.500 kr., hvilket illustrerer, hvordan husholdningsbehov vokser i takt med familien. For et par med to større børn, over 14 år, hopper grænsen til rundt 75.600 kr., fordi teenagere typisk drives af højere forbrug og flere individuelle udgifter.
Pointen er, at “rigdom” ikke kun handler om et enkelt tal, men om hvor mange mennesker den samme indkomst skal forsørge. Det gør skellet mere retvisende og samtalen mindre præget af synsninger.
Uligheder i indkomst og formue
Rapporten peger samtidig på voksende uligheder i Frankrig, efter en periode med fald i 70’erne og 80’erne. I 2022 var levekårene for de 10% rigeste cirka 7,16 gange højere end for de 10% fattigste, et højt niveau i et europæisk perspektiv. Det er ikke kun indkomst, men især formue, der driver kløften.
De 10% mest formuende franskmænd ejer mindst omkring 5,34 mio. kr. i nettoformue, mens de 10% fattigste har cirka 29.800 kr. Den forskel svarer til en faktor på 163, hvilket er dramatisk i enhver økonomisk målestok. Her er det især arv, boligmarked og aktiver, der skaber vedvarende forskelle.
Som Louis Morin fra Observatoriet formulerer det: “Rigdom er ikke kun et tal, men et spørgsmål om kontekst, hvor prisniveau, gæld og livsfase spiller med.” Det samme gælder i høj grad for danske forbrugere, som mærker store forskelle mellem København og mindre byer.
Fattigdomsgrænsen og den anden ende af skalaen
I den modsatte ende lever 8,1% af franskmændene under fattigdomsgrænsen, som for en enlig ligger omkring 7.565 kr. om måneden. Andelen er steget siden 2002, hvor tallet var 6,1%, og udviklingen bekræfter, at kløften mellem top og bund udvides. For politikere og analytikere er det en påmindelse om, at fordelingspolitik påvirker konkret hverdagsøkonomi og livschancer.
Hvad kan danske læsere bruge det til?
Selv om tallene handler om Frankrig, giver metoden en nyttig ramme for danske diskussioner. For det første hjælper den os med at skelne mellem høj indkomst og stor formue, som kan give vidt forskellige livssituationer. For det andet minder den om, at geografi og priser betyder meget: Det samme beløb rækker forskelligt i Paris og i København, hvor bolig og transport vejer tungt i det månedlige budget.
Endelig viser tallene, at sproget om “rigdom” bør være præcist, så debatten ikke kører af sporet i mavefornemmelser. Klare grænser, justeret efter husholdning og efter skat, giver en mere retfærdig debat – også når vi sammenligner på tværs af lande og byer. For både franske og danske læsere er det et nyttigt kompas, når vi taler om, hvem der faktisk kan kaldes rig i dag.
