En magtkamp med globale efterdønninger
Det politiske pres fra Washington er blevet mere pågående, og reaktionen fra Exxon er markant afvisende. Den amerikanske præsident vil have de store olieselskaber til at investere omkring 100 mia. dollars – cirka 700 mia. kr. – i Venezuela, men Exxon-chefen Darren Woods siger klart fra. Konflikten sætter fokus på forholdet mellem politik og erhverv, og på hvor hurtigt globale virksomheder reelt kan rykke i et land med dyb instabilitet.
Baggrunden er en amerikansk strategi, der skal øge olieproduktionen fra Venezuela som led i en bredere energipolitik. Men for selskaber med lang hukommelse er regnestykket ikke ligetil. Exxon har tidligere fået aktiver i landet ekproprieret, og den slags sætter dybe spor i enhver investeringskomité.
Uenighedens kerne
Darren Woods’ nej er formuleret uden omsvøb og understreger både juridiske og operationelle risici. Ifølge Exxon-topchefen er der brug for markante garantier, før en tilbagevenden kan komme på tale. Han pegede på, at selskabets aktiver i Venezuela er blevet beslaglagt mere end én gang, hvilket gør nye milliarder til en yderst usikker satsning.
“Vores aktiver er allerede blevet taget to gange derovre, så man kan forestille sig, at der skal væsentlige ændringer til, før vi tager chancen en tredje gang,” sagde Woods.
Det udløste en skarp reaktion fra præsidenten, der åbent udtrykte utilfredshed med Exxons linje og antydede mulige konsekvenser. Tilsagnet om politisk støtte bliver med andre ord koblet til forventninger om konkret handling, og tonen mellem Det Hvide Hus og Exxon er blevet markant mere kantet.
Usikkerhed i Venezuela
Selskabernes skepsis er ikke uden grundlag. Den politiske og økonomiske situation i Venezuela er fortsat ustabil, og retssikkerheden er langt fra robust. På nuværende tidspunkt er det stort set kun Chevron, der opererer i landet på baggrund af en særlig amerikansk licens. Andre vestlige aktører har fået deres tilladelser inddraget, mens kinesiske spillere i højere grad har fastholdt deres tilstedeværelse.
For store, børsnoterede olieselskaber er risikoen for sanktioner, kontraktbrud og abrupt ændret regulering væsentlige barrierer. Selv med gunstige skattevilkår eller politiske løfter er frygten for nye ekspropriationer og langvarige voldgiftssager en tung modvægt til potentielle gevinster.
En fransk udfordrer melder sig
Midt i tøven fra de amerikanske giganter antyder en mindre fransk aktør, Maurel & Prom, at man er klar til at handle. Selskabets direktør, Olivier de Langavant, har udtrykt håb om en normalisering til forholdene før maj 2025, og påpeger nøgternt, at de amerikanske majors måske ikke har travlt med at vende tilbage til landet.
“Vi håber på en tilbagevenden til situationen før maj 2025,” lød det fra de Langavant, der samtidig vurderede, at “de amerikanske majors nok ikke er ivrige efter at genstarte i landet.”
For en mindre aktør kan en tidlig indgang give adgang til attraktive felter og bedre vilkår, men risikoen er den samme – blot med færre finansielle stødpuder, hvis tingene går galt.
Hvad betyder det for Danmark?
For et dansk publikum handler sagen ikke kun om geopolitik, men også om energimarkeder og priser. Et betydeligt løft i venezuelansk produktion kan på længere sigt lægge et nedadgående pres på den globale oliepris, hvilket både påvirker danske forbrugere og erhverv. Omvendt kan en fastlåst konflikt fastholde volatiliteten på markedet, hvilket gør budgettering og investeringer mere udfordrende.
Danske pensionskasser og finansielle institutioner med stramme ESG-rammer vil desuden se på Venezuela med ekstra stor forsigtighed. Retssikkerhed, menneskerettigheder og governance vejer tungt, når milliardsummer skal placeres med mange års tidshorisont. Samtidig er danske virksomheder afhængige af stabile forsyningskæder, hvor pludselige politiske skift i olieproducerende lande kan skabe usikkerhed.
Risiko vs. afkast: de centrale brikker
- Politisk og juridisk stabilitet: Uforudsigelige regler og svag kontraktbeskyttelse øger kapitalens pris.
- Sanktionsregime og diplomati: Skiftende amerikanske og internationale sanktioner kan ændre projektøkonomi fra dag til dag.
- Operationelle forhold: Infrastruktur, sikkerhed og logistik kræver store forudgående investeringer.
- Markedsdynamik: Oliepris, efterspørgsel og global kapacitet afgør, om projekter kan bære sig selv.
- Reputationsrisiko: ESG-krav og offentlig opmærksomhed kan gøre risikofyldte investeringer svære at forsvare.
Hvad sker der nu?
Næste skridt afhænger af, om den venezuelanske regering kan tilbyde troværdige garantier, og om Washington vælger at fastholde eller justere presset på de amerikanske selskaber. For Exxon ligger svaret foreløbigt klart: uden markante forandringer i rammevilkårene bliver der ikke investeret nye milliarder i Venezuela. For Det Hvide Hus er målet derimod at løfte udbuddet og skabe strategisk indflydelse i regionen.
Sandsynligvis vil vi se flere intense runder mellem politikere og topledere, mens mindre aktører forsøger at udnytte smalle vinduer af mulighed. For danske iagttagere er læringen velkendt: Når geopolitiske ambitioner møder kommerciel risikostyring, vindes slag sjældent med ord alene – men med troværdige regler, klare incitamenter og et stabilt spilfelt, hvor kapital tør blive liggende i mere end én konjunktur.
