Ny afgift på elbiler breder sig globalt i rekordfart – er Danmark det næste?

Den globale debat om, hvordan vi finansierer veje i en elektrisk fremtid, tager fart. Flere lande tester en kilometertakst, som skal erstatte faldende indtægter fra brændstofafgifter.

Kilometertakst vinder indpas internationalt

I USA overvejer Californien en model, hvor elbiler betaler per kilometer i stedet for ved tankstationen. Pilotforslag peger på 0,14–0,28 kr. pr. km, svarende til 2–4 amerikanske cents.

Også i Storbritannien diskuteres mere direkte vejbetaling, mens New Zealand har udvidet sine såkaldte road user charges til elbiler i takt med stigende udbredelse. Schweiz og flere amerikanske delstater undersøger lignende løsninger.

For danske øjne er logikken genkendelig: Når færre køber benzin og diesel, falder et centralt skattegrundlag for drift og vedligehold af infrastrukturen. Resultatet er et voksende finansieringshul, som nogle vil lukke med kilometertakster.

Hvad betyder det i kroner og øre?

Forestil dig en pendler fra Roskilde til København med cirka 60 km samlet daglig kørsel. Ved 0,20 kr. pr. km koster det omkring 60 kr. om ugen, eller godt 3.000 kr. om året.

Ved den høje sats på 0,28 kr. pr. km løber det til cirka 84 kr. om ugen, altså omtrent 4.400 kr. årligt for samme kørselsmønster. For langtidskørende i landdistrikter kan beløbet blive betydeligt, især hvis taksten lægges oven i nuværende afgifter.

Derfor er designet af modellen afgørende for dens politiske holdbarhed. Mange ønsker, at en kilometertakst skal erstatte – ikke blot supplere – eksisterende afgifter på elbilers ejerskab.

Retfærdighed, geografi og social balance

En flad sats rammer typisk dem, der kører længst af nødvendighed, fx familier i yderområder. Omvendt belaster tunge biler vejene mere end lette modeller, hvilket taler for differentiering.

En dansk løsning kunne derfor kombinere vægtbaseret betaling med et årligt loft, så lange pendlerrejser ikke bliver urimeligt dyre. Samtidig kan lavindkomsthusholdninger få målrettede rabatter eller fradrag.

“Vi skal betale for vejene på en retfærdig måde, uanset drivmiddel,” lyder det ofte i den offentlige debat. Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer både incitamenter og social retfærdighed.

Hvad med data, personværn og teknologi?

Teknologien bag opkrævningen er ikke triviel, og den vækker bekymringer om privatliv. GPS-bokse kan måle præcist, men rejser spørgsmål om overvågning og datasikkerhed for helt almindelige bilister.

Alternativer er aflæsning af kilometertæller ved syn, enkle OBD-enheder uden lokation, eller periodiske selvrapporter med kontrolprøver. Andre foreslår en afgift pr. kWh ved lynladning, men det rammer også byboere uden egen opladning.

En robust model bør være teknologisk neutral, minimere datadeling og tilbyde valg mellem flere dokumentationsformer. Det gør systemet mere tillidsvækkende og mindre bureaukratisk.

Mulige principper for en dansk model

• Simpel, data-minimerende teknologi, fx årlig tælleraflæsning med stikprøve-kontrol.
• Social kompensation til lavindkomst- og langdistance-pendlere.
• Differentierede satser efter vægt/klasse, så slitage afspejles i prisen.
• Et årligt maksimum, der beskytter mod uforholdsmæssigt høje udgifter.
• Regional fleksibilitet, så landdistrikter ikke taber på mobilitet.
• Fuld transparens: Hver krone går til drift, vedligehold og grøn omstilling af vejnettet.

Hvad peger pilen på i Danmark?

Danmark kan vælge en gradvis indfasning, hvor kilometertakst reducerer den grønne ejerafgift for elbiler i takt med øget udbredelse. Så flyttes finansieringen roligt fra brændstof til faktisk brug af vejene.

Et realistisk skridt er en flerårig pilot i en region med blandet by/land, fx Midt- eller Syddanmark. Her kan man teste tekniske løsninger, sociale værn og effekter på trafik og trængsel.

For elbilejere er nøglespørgsmålet, om ordningen er økonomisk forudsigelig og rimelig i forhold til bilens lave drifts- og energiomkostninger. For staten handler det om stabil indtægt, der kan holde vejnettet sikkert og effektivt.

Elbiler er stadig nøglen til lavere CO₂-udledning, renere luft og mindre støj i byerne. Den rette afgiftsmodel skal bevare de grønne incitamenter, samtidig med at den sikrer fair betaling for infrastrukturen.

Uanset valg af model bliver det afgørende med tydelig kommunikation og landsdækkende tillid. Hvis borgerne kan se koblingen mellem betaling og bedre veje, bliver reformen langt mere bæredygtig.