Det begyndte som en helt hverdagsagtig mandag, hvor jeg trådte ind i min lille lejlighed på Østerbro og så, til min forbløffelse, at gangen husede ikke én, men to støvsugere. Den ene, en gammel og trofast slæde, stod med snoet ledning som et halvt rullet garnnøgle. Den anden, en skinnende ny robot, blinkede selvtilfreds fra sin ladestation. Hvordan var jeg overhovedet endt med et dobbelt arsenal til støv?
Et øjebliks selvindsigt
Det skete ikke på én gang, men i små, næsten uskyldige skridt. En push-besked med “spar 800 kr.” ramte på vej hjem i S-toget, og mit trætte jeg tænkte, at en robotstøvsuger ville give mig mere tid til at være et bedre menneske. Færre krummer, mere ro. Jeg glemte bare, at den gamle stadig virkede. Den nye lovede “smart” kortlægning, men mit hjem er hverken et slot eller en labyrint; det er en torums på 54 kvadratmeter med ganske banale hjørner.
Når innovationen triller i ring
Jeg indså hurtigt, at “ny model” ikke altid betyder “bedre hverdag”. De sidste par års elektroniknyheder har været mere justering end revolution: lidt stærkere sug, lidt fladere profil, en app med endnu en menuknap. Min slædestøvsuger fra forrige årtusinde (næsten) havde fortsat et drøn af en motor og en slange, der kunne nå helt ind under sengen. Robotten kørte pænt i cirkler, men den sad fast i et tæppe, glemte et hjørne bag en plante, og dens “moppefunktion” var mest et fugtigt vink. “Nyheden” var reelt en afvejning: mindre egenindsats, mere vedligehold. For 2.499 kr. fik jeg ikke et kvantespring, men en ekstraskærm i hverdagen: en app, notifikationer, en ny liste af fejl at håndtere.
Friktion som kur
Jeg lærte at skabe friktion mod mit eget købegen. Jeg fjernede gemte betalingskort, satte en 30-dages venteregel, slukkede for notifikationer og bad mig selv om at skrive én sætning: hvad løser dette køb, som jeg ikke allerede kan løse? Som en ven sagde: “Hvis du ikke kan forklare dit behov på to linjer, er det måske bare lyst.” Den sætning er blevet min lille bremse.
“Det føles bedre at ønske sig ting, end at eje dem, der fylder i skabet.”
To maskiner, ét hjem
Da støvet havde lagt sig over mine egne undskyldninger, stod sandheden klar: to støvsugere i ét hjem er primært logistik. Slæden er stærkere til granulatet fra en potteplante og til uldtjavser fra vinterfrakken. Robotten er god til de små daglige krummer, men ikke til kanter og kabler. Den larmer mindre end slæden, men den larmer længere. Den giver mig ro i hverdagen, men kræver nye filtre, børster og en tålmodighed, jeg ikke altid har.
- Lav en simpel huskeregel: ingen dubletter af samme funktion i samme rum.
- Sæt “pris pr. brug”: del prisen i kroner med forventede timer i drift.
- Køb brugt, især på den “sekundære” maskine.
- Del på tværs af opgangen: en stærk slæde til fælles forårsrengøring.
- Planlæg service: kalenderpåmindelse om filtre, poser og batterier.
Penge, plads og planet
Det gør ondt at se på tallene. Slæden kostede i sin tid 1.299 kr., robotten 2.499 kr. med “intro-rabat”. Mens jeg havde travlt med at spare 800 kr., glemte jeg de skjulte udgifter: forbrugsdele, strøm, opbevaringsplads og mentalt rod. I Danmark har vi gode reparationsmuligheder og Repair Cafés, og alligevel valgte jeg den lette genvej. Sandheden er, at jeg kunne have givet slæden nye tætninger og filter for 179 kr. og fået endnu et års brug. Det havde været bedre for min pung, mit skab og den planet, jeg påstår at bryde mig om.
Hvad jeg gør nu
Jeg beholdt begge, men jeg ændrede reglerne. Robotten kører tirsdag og fredag på en halv time, hvor jeg alligevel er ude at handle. Slæden bor i kælderen og lånes ud til min nabo, der indimellem står med kattegrus i hele gangen. Jeg har besluttet, at intet nyt kommer ind, før noget andet er givet væk. Og næste gang jeg ser “spar nu”, spørger jeg: sparer jeg penge, eller pålægger jeg mig selv en ny vedligeholdelses-aftale?
Til sidst handler det ikke om teknik, men om tempo. Om at gøre rent uden at gøre livet tungere af ting. Jeg troede, at to støvsugere ville give mig dobbelt så meget frihed. I stedet lærte de mig noget mere værdifuldt: at den bedste opgradering sjældent står på en hylde, men i den vane, man tør ændre. Og at “godt nok” ofte er det mest befriende ord i et hjem, der bare gerne vil være rent.
