Når Cop31 nærmer sig sin afslutning i Antalya, Tyrkiet, accelererer kapløbet om Afrikas ressourcer. Washington har hævet investeringsloftet for sin International Development Finance Corporation til 205 milliarder dollars og sigter mod en stor del af det mod Afrikas kritiske mineraler, herunder en planlagt andel på omkring 20 procent i Balama grafitminen i Mozambique.
De Forenede Arabiske Emirater ligger allerede foran denne kurve. De har forpligtet mere end 110 milliarder dollars til projekter over hele Afrika i de senere år, hvilket gør dem til en af kontinentets største investorer.
Meget af denne kapital ligger i havne, logistik, energi og landbrug. Alligevel deler mange af disse aktiver en sårbarhed, som sjældent optræder i investeringsnotater: en udsat kystlinje.
For eksempel bor mere end 60 procent af mosambikanerne i lavtliggende kystområder. I 2023 fordrev cyklonen Freddy mere end 184.000 mennesker der. Visse dele af landets centrale kyst mistede tre fjerdedele af deres sunde mangroveskov mellem 1990 og 2024, hvilket fjernede den naturlige buffer, der tidligere absorberede stormbølgerne, før de nåede byer, veje og havne.
Det skaber et forretningscase for UAE-investorer. Kystøkosystemer er infrastruktur. Forskere ved University of California, Santa Cruz, har vist, at mangrover forhindrede 1,5 milliarder dollars i direkte oversvømmelsesomkostninger i Florida under orkanen Irma i 2017. Mangrover lagrer også tre til fem gange mere kulstof pr. hektar end modne tropiske skove, hvilket gør restaurering i stand til at generere indtægter fra kulstofkreditter.
UAE forstår dette hjemme. De har plantet omkring 51 millioner mangrover i retning af målet om 100 millioner inden 2030, og de var medstiftere af Mangrove Alliance for Climate sammen med Indonesien. Gennem Alterra, det 30 milliarder dollars klimaprogram lanceret ved Cop28, der blev afholdt i Dubai, sigter det mod at mobilisere 250 milliarder dollars i klimainvesteringer inden 2030. Spørgsmålet er, om denne ekspertise og kapital kan bruges i Afrika på en måde, der varer ved.
Erfaring viser, at én faktor betyder mere end nogen anden: de mennesker, der lever ved siden af skoven. Store kulstofkoncessioner, forhandlet med regeringer men ikke med lokalsamfund, har kæmpet. En højprofileret aftale om kulstofkreditter i Liberia er blevet forsinket. Restaurering, der betaler lokalsamfundene, derimod, har en tendens til at holde. Et kulstofkredit er et løfte om, at træerne vil står i årtier, og løftet er kun så stærkt som incitamenterne hos de familier, der kunne fæld dem.
På Idugo-øen, ved Mozambiques Zambezia-kyst, producerer mere end 700 familier havsalt. Det meste blev tidligere solgt ved høst, når en sæk på 50 kg kunne sælges for omkring 300 meticais (4,70 USD). Med et fællesskabs-lager og arbejdskapital, delvist finansieret af Storbritanniens regering gennem Coast Facility, kan de nu holde lageret indtil sæsonen med lavere afsæt, hvor den samme sæk kan sælges for op til 1.800 meticais. Unge mænd, der engang fældede mangrover for indkomst, arbejder nu i denne virksomhed. Skoven er mere værd for dem, når den står, end når den fældes.
Udviklingsagenturerne bærer allerede en stor del af den tidlige risiko. US Millennium Challenge Corporation’s 500 millioner dollars Mozambik-kompakt omfatter 100 millioner til kystlige levevilkår og klimatilpasning i Zambezia, ledet af to nationale institutioner, ProAzul og Biofund. Det tilskudsfinansierede fundament i form af samtykke i lokalsamfundet, jordrettigheder og lokale virksomheder er netop det, der gør en region investerbar for den private kapital, der følger.
For UAE businesser står tre muligheder tydeligt ud. For det første kan infrastrukturinvestorer beskytte deres egne aktiver. En havneoperatør eller logistikgruppe, der finansierer genopretningen af kysten omkring sine operationer, køber forsikring mod stormskader og forstyrrelser til en brøkdel af omkostningerne ved konstruerede forsvar.
For det andet kan UAE-klimafonde medinvestere ved siden af udviklingsfinansiering. Blandede strukturer, hvor tilskud og garantier absorberer de første tab, er den mest effektive måde at kanalere Alterra-lignende kapital ind i naturbaserede projekter, der ellers ville være for små eller for risikable.
For det tredje kan UAE-virksomheder, som køber kulstofkreditter for at opfylde deres netto-nul-mål, insistere på kontrakter, der deler indtægter med lokalsamfund. Kreditter understøttet af juridisk bindende fordele skaber lavere risiko for tilbagevending og fortjener derfor en præmie.
Næste år er Addis Abeba værter for Cop32, hvilket sætter Afrika i centrum af verdens klimapolitiske forhandlinger. UAE, en bro mellem Golf-kapital og afrikansk vækst, står stærkt til at lede en ny form for investering dér: en, der behandler sunde kyster ikke som en omkostning ved at drive forretning, men som en aktiv, der beskytter enhver anden investering langs kysten.
Vahid Fotuhi er grundlægger og administrerende direktør for Blue Forest, en UAE-baseret udvikler af mangrove-restaureringsprojekter i Afrika og Asien
