Italiens lønmodtagere har i mere end tre årtier set deres købekraft skride, mens priser og især huslejer er løbet fra dem. For et dansk publikum er det slående, at de italienske reallønninger siden 1991 er gået markant tilbage og i dag i gennemsnit ligger på niveau med Rumænien, mens store lande som Tyskland og Frankrig har haft over 30% fremgang. Kontrasten mærkes skarpt i byer som Milano og Rom, hvor unge med fine uddannelser kæmper for at få økonomien til at hænge sammen.
Unge mellem husleje og løn
I Italiens økonomiske centrum, Milano, har mange unge oplevet, at lønnen ikke følger med udgifterne. En nyuddannet programmør troede, at storbyen ville give bedre løn end hans hjem i Rom, men realiteten blev ca. 11.200 kr. netto om måneden i første job og siden ca. 14.900 kr., trods placering i landets øverste 10% lønlag. Samtidig åd en stigende husleje halvdelen af indkomsten, og et pludseligt hop på 30% gjorde budgettet direkte usikkert.
For at beskytte sin karriere ønskede den unge, der af medierne kaldes “Stefano”, anonymitet, fordi penge fortsat er et kulturelt tabu i Italien. Når huslejen sluger så stor en bid af en allerede beskeden løn, er næste skridt for mange at søge ud i Europa. Mange vælger derfor Belgien, Tyskland eller Norden, hvor lønnen for tilsvarende job typisk er dobbelt så høj.
Lønnen halter efter priserne
Siden starten af 2020 er huslejerne steget ca. 20% i Milano og omkring 40% i Rom, ifølge udlejningsportalen Idealista, mens lønningerne har haltet alvorligt efter. Italien var blandt OECD-landene dårligst til at kompensere for den post‑covid inflation, hvilket kostede arbejderne omkring 7,5% i realløn fra 2021 til 2024. Det svarer næsten til en hel måneds løn forsvundet om året i almindelig købekraft.
For at leve “anstændigt” i Milano anslår unge finansansatte, at der skal ca. 22.300 kr. netto til, mens almindelige nettolønninger oftere ligger omkring 14.900‑16.400 kr.. Det særlige er ikke kun de lave bundlønninger, men også mangel på reelt høje lønninger og chefstillinger, der i Italien er både færre og dårligere betalt. Kun under 10% tjener over ca. 298.000 kr. brutto om året, hvilket flader hele lønhierarkiet ud.
- Huslejer: +20% i Milano, +40% i Rom
- Realløn: −7,5% fra 2021 til 2024
- Topløn: Under 10% over ca. 298.000 kr. brutto
- Gennemsnitsløn tæt på Rumæniens niveau
- Gennemsnitlig fraflytning: ca. én mio. siden 2013
“De unge italienere bor længe hos deres forældre, ikke fordi vi vil blive hjemme hos mor, men fordi lønningerne er alt for lave,” fortæller en 27‑årig it‑medarbejder fra Milano.
Hvorfor står Italien stille?
Økonomer peger på svag produktivitet, mange små virksomheder og en tyngde i lavværdi‑sektorer som byggeri og turisme. Regler gør sammenslutninger og opskalering besværlige, og uddannelses‑ og forskningsinvesteringer halter tydeligt efter. Italien indleverer omtrent halvt så mange patenter som Frankrig og fem gange færre end Tyskland, hvilket hæmmer innovation og lønvækst i den private sektor.
De unge er dobbelt ramt af langsom karrierefremdrift og lave indgangslønninger, selv når de er mere uddannede end tidligere generationer. For 30 år siden tjente yngre lidt mere end pensionister, men i dag ligger de ca. 13% under. Resultatet er en fornyet hjerneflugt, hvor dobbelt så mange nyuddannede udvandrede i 2022 som ti år tidligere, ifølge det italienske statistikbureau Istat.
Hvad betyder det for Danmark?
For danske virksomheder er det en blanding af udfordring og mulighed, fordi talent fra Italien i stigende grad søger mod Nord. Danmark kan tiltrække højtuddannede med konkurrencedygtige lønninger og en mere gennemsigtig lønstruktur, men bør samtidig lære af Italiens bolig‑ og produktivitetsknuder. Kraftige huslejestigninger i byer som København kan æde lønfremskridt, hvis udbuddet af boliger ikke følger med efterspørgslen.
Danske beslutningstagere bør også notere, at bred lønkompression uden stærk produktivitet og innovation presser de unge og skubber vækstmuligheder ud af landet. En balanceret tilgang til boligbyggeri, arbejdsmarkedsreformer og forskning er afgørende for at undgå et italiensk spor.
Mulige veje frem
Eksperter fremhæver behovet for færre administrative barrierer, så virksomheder kan vokse og skabe bedre betalte stillinger. Investeringer i videregående uddannelse, ph.d.‑stillinger og målrettet F&U kan løfte produktivitet og løn på længere sigt. Styrket regulering af korttidsudlejning i pressede bymidter kan samtidig dæmpe lejepriser og give plads til lokale beboere.
“Det nuværende system belønner nogle gange ejerskab af en centrumslejlighed højere end arbejde, og det forstærker den sociale skævhed,” lyder det fra en OECD‑økonom, der forsker i italianske lønstrukturer. Uden et samlet skub for højere produktivitet, større virksomheder og flere højtlønnede job, vil unge italienere fortsat stemme med fødderne. For Danmark er læringen klar: pas på, at boligudgifter, stagnation og lav innovation ikke undergraver den sociale kontrakt, som gør arbejdsmarkedet både fleksibelt og retfærdigt.
