I sin storhedstid strakte Omans maritime imperium sig fra Mozambique og Zanzibar til Gwadar i Pakistan. Det moderne sultanat strækker sig ikke så langt endnu, men det har stadig en vigtig position ved Hormuzstrædet. Oman har haft økonomiske gevinster ud fra konflikten, samtidig med at landet har søgt at mægle om fred. Nu kunne det blive en grundsten i Golfens sikkerhed.
Krigen har tvunget IMF til at nedjustere vækstudsigterne i hele regionen. Men Oman forventes at vokse med 4,1 procent. Landet har formået at reducere sin gældsbyrde fra bekymrende 68 procent af BNP i 2020 til omkring 35–36 procent af BNP.
Sultanatet drager fordel af rekordstore olie- og gaseksporter i en periode med høje priser, ligesom af resten af sin tunge industribase inden for raffineret olie, gødninger og aluminium. De endeløse køer af lastbiler til og fra grænsen mod UAE fortæller tydeligt om Omans afgørende rolle som transitland for varer.
I maj 2024 begyndte, i et heldigt stykke fremskud planlægning, byggeriet af Hafeet Rail, som vil forbinde Sohar, den industrielle by, med Al Ain og Abu Dhabi. Planen er, at det færdiggøres i fjerde kvartal 2027 og vil være en uundværlig rute for industrielle input til UAE samt for eksport af færdige produkter som stål og aluminium.
Ved udgangen af næste år skulle Oman også have færdiggjort en direkte forbindelse til GCC’s elnet, hvilket giver mulighed for mere strømudveksling. Dette vil gavne dets hurtigt voksende vedvarende energisektor.
Oman har ikke helt holdt sig uden for frontlinjen i krigen. Olie-terminalerne Mina Al Fahal, Duqm og Salalah samt Sohar blev angrebet af droner, og flere skibe er blevet ramt i Omans fastlandsvande, ikke at nævne alle dem, der er ramt, mens de passerede gennem Omans bane i Hormuzstrædet. Men sultanatet har lidt betydeligt mindre fysisk skade og forstyrrelse end sine Golf-naboer.
Nye energiruter
I 2016 annoncerede daværende olieminister Mohammed Al Rumhi planer om en enorm olieopbevarings-terminal på 200 millioner tønder ved Duqm på sydøstlige kyst. Til sammenligning har Fujairah, som også er kommet frem som en strategisk node under krigen og er et centralt globalt brændstofknudepunkt, omkring 120 millioner tønder kapacitet. Muscats intention var at omdirigere eksporten af råolie væk fra den tætbefolkede nordlige kyst til en ny terminal, hvilket også ville have den gavnlige effekt af at flytte dem længere væk fra Iran.
Det havde også i tankerne, at andre GCC-lande kunne koble sig på Duqm for at få en mulighed i tilfælde af en blokade af Hormuzstrædet. Kuwait, som ikke har noget alternativt udløb, blev sagt at være interesseret. Kuwait Petroleum Corporation investerede til sidst i den store nye raffinør der. Men det virkede langt ude, at en ny rørledningsrute var nødvendig. Til sidst blev kun 5,2 millioner tønder råolie lagret, primært for at betjene raffinørens behov.
Droner, missiler og Washingtons beslutning om at konfrontere Teheran på slagmarken ændrede det. Nu undersøger Saudi Aramco en rørledning til Duqm, anslået til at være 1.000 til 1.200 kilometer lang gennem sandene i Den Tomme Kvartal, og forventes at koste omkring 7 milliarder dollars. Denne nye knudepunkt har fordelen ved at omgå ikke blot Hormuz, men også Bab al-Mandeb-strædet. Saudis eksport gennem landets East-West-rørledning til havnen Yanbu ved Rødehavet er blevet hæmmet af angreb fra Houthi i Yemen og iranske allierede i Irak.
En repræsentant for Kuwait Oil Company sagde ved World Energy Congress i Riyadh i sidste uge, at Kuwait overvejede en mulig rute til Duqm, samt gennem UAE eller Saudi-Arabien. Dette ville sandsynligvis involvere levering af olie med tankskibe til en saudisk eller الإماراتisk havn til videre transport, i stedet for at fragte den hele vejen over land.
Statens energiinvestor OQ har annonceret planer om at udvide Duqms lager til 10 millioner tønder inden for tre år, og senere 40 millioner tønder. Det overvejer også at købe to tankskibe til at have 4 millioner tønder i flydende lagring.
I september underskrev det en aftale med et tysk firma om at designe et nyt marint bunkeringsområde ved havnen Shinas, lige syd for UAE-grænsen. Dette ville være omkring en tredjedel så stort som Fujairah, som rangerer som verdens næst- eller tredjestørste hub for skibsbrændstof.
Strategiske risici
Ikke desto mindre har Omans centralitet i Golfens nye infrastruktur tre risici. For det første er dets steder ikke meget længere væk fra Iran end resten af Golfen og kan stadig blive angrebet, hvis fjendtlighederne eskalerer. Faktisk kunne Muskat risikere at sætte sig selv i ildlinjen, hvis Teheran beslutter, at man ikke kan tåle for meget omgåelse af Hormuzstrædet.
Det andet er næsten det modsatte: hvis fred bryder ud, kan meget af denne infrastruktur virke unødvendig. Nye rørledninger tager tre til fem år at bygge. Når de står færdige, kan regionens politik og sikkerhed se meget anderledes ud. Projekter kan afbrydes halvvejs, eller blive ligegyldige. Oman har ikke naboernes dybe lommer, som kan investere tungt i strategisk sikkerhed.
Det tredje er, at mange af disse projekter tydeligt konkurrerer med eksisterende golfterminaler. Der er allerede noget uro over Muscats tilsyneladende nærhed til Teheran under mæglingsrollen. Mest fremtrædende kom dette til udtryk i debatten om afgifter for brug af Hormuzstrædet, eller i det hele taget iransk afpresning.
De andre Golf-nationer har båret og brugt store beløb i konflikten. Selvfølgelig ønsker de at udnytte Omans strategiske dybde. Men de ønsker ikke at gøre deres egne årtiers massive investeringer i centre som Fujairah, Jebel Ali og Yanbu forældede, og ikke nyt projekter på steder som Khor Fakkan, Al Rugaylat og Dibba.
Lignende bestræbelser rundt om i Irak, Syrien, Tyrkiet og Saudi-Arabien har hidtil lidt sabotage, nationalisering eller kommercielle sammenbrud. Saudi-Arabiens energiminister Prins Abdulaziz bin Salman har klogt påpeget, at succesfulde multinationale rørledninger kræver, at alle parter er inddraget. At binde Golf-sikkerheden til Oman kræver ikke kun stålsiden, men også politisk harmoni.
