Når den kinesiske præsident Xi Jinping i dag sætter sig til bordet over for sin amerikanske modpart Donald Trump i Det Hvide Hus, vil kameraerne rette fokus mod de sædvanlige emner: told, Taiwan, kunstig intelligens, sjældne jordarter.
Kommentarerne i Washington og Beijing læser mødet allerede som en konkurrence mellem verdens to største økonomier, hver med en chokepoint over den anden. Amerika har kontrol over de mest avancerede chips; Kina kontrollerer forædlingen af de mineraler, som de chips – og alt andet – er afhængige af.
Den opfattelse er korrekt, men den er ikke fuldstændig. Der findes en tredje chokepoint i historien, og den sidder ikke i Washington eller Beijing. Den sidder i Golfen. Og for første gang i en generation er det landet, der rummer nøglen til den, UAE (De Forenede Arabiske Emirater).
Se kortet, som det står lige nu. Hormusz-strædet har været stort set lukket siden slutningen af februar. Irans eksport fra Golfen er blevet standsede af den amerikanske blokade. Den 11. september tvang angreb begået af en Iran-støttet gruppe i Irak Saudi-Arabien til at lukke Øst-Vest-rørledningen, der fører råolie gennem kongeriget til Røde Hav, den rute der havde været Riyadhs livline til asiatiske købere. Shanghais råolie-futures har slået rekordhøje niveauer.
Før denne krig bemærkede Det Internationale Energiagentur (IEA), at kun to Golf-produsenter havde operationelle rørledninger, der kunne omgå Hormuz: Saudi-Arabien og UAE. I dag er én af disse to ruter nede. Det, der er tilbage, er linjen fra Habshan til Fujairah ved Det Oman-bugten, uden for strædet.
I maj meddelte Abu Dhabi, at de ville fremskynde en anden rørledning for at fordoble eksportkapaciteten gennem Fujairah, med en færdiggørelse målsat til 2027. På det tidspunkt virkede det som en fornuftig planlægning. I dag udgør det en langsigtet vinderstrategi.
Kinas energiproblemstilling
Dette betyder noget for topmødet, fordi det handler om, hvad Kina faktisk vil med energi. I maj udtrykte Xi ifølge Det Hvide Hus interesse i at købe mere amerikansk olie for at reducere Kinas afhængighed af Hormuz-strædet. Den formulering er nøglen.
Beijing ønsker ikke at straffe Iran, som kun står for omkring 13 procent af dets råolieimport. Målet er at undgå at være gidsel for en enkelt vandvej. Amerikanske tønder fra Texas og Alaska er ét svar. Tønder uden for Hormuz er det andet.
De Forenede Arabiske Emirater står i en enestående position til at levere det andet svar. De forlod OPEC i maj, hvilket betyder, at landet kan sælge volumen på egne betingelser i stedet for inden for en kvote, som ofte fastsættes af Riyadh. De har en fungerende bypass-rute, når naboens rute er lukket. Og de har brugt et årti på at opbygge relationer i både Beijing og Washington samtidig, og de leverer kinesisk energibehov, samtidig med at de er blevet en af Amerikas tætteste partnere inden for AI og datacentre.
Jeg tilbragte årene som senior specialistrisk i risikostyring i Verdensbanken, og én lektie herfra ændrer sig aldrig. I en krise er den mest værdifulde aktik ikke den største; det er den, som stadig virker.
Fujairah er den aktiver, der stadig virker.
Det skaber en mulighed og, ligeså, en test. Muligheden er indlysende. Hver tønde, der når Asien uden at krydse Hormuz, bærer i år et tillæg i pris, i pålidelighed og i politisk goodwill.
En Kina, der ønsker at diversificere væk fra strædet, har brug for leverandører, der kan levere omkring det. En USA, der ønsker, at Kina bliver mindre afhængig af iransk olie, bør ønske enhver leverandør velkommen, der letter den ændring. For første gang peger Washingtons og Beijings interesser mod den samme havn.
En afvejning
Testen er mere subtil. Når et land bliver uundværligt for to rivaler, vil hver af dem til sidst bede det om at demonstrere sin loyalitet. Spørgsmålet kommer ikke først på energi. Det kommer på teknologi.
Washingtons eksportkontroller over avancerede chips er blandt hovedemnerne ved dette topmøde, og Beijing kræver åbenlyst, at de lempes. Gulfstaters ambitioner inden for kunstig intelligens hviler netop på adgangen til netop disse amerikanske chips.
Hvis de to supermagter bliver enige om en kanal til håndtering af AI-risici og en gradvis lempelse af kontrollerne, bliver Gulfens beregningsstrategi stærkere. Hvis kontrollerne strammes, vil Abu Dhabi stå over for sværere spørgsmål om, hvem der sidder i dets datacentre og hvis modeller der kører på dem.
Der er en fristelse i Golfen til at håbe, at Kina vil løse Iran-krisen på regionens vegne. Beijing er Irans største handelspartner og køber mere end 80 procent af Irans søfartsolie.
På papiret har ingen hovedstad mere magt i Teheran. I praksis har Kina valgt ikke at bruge den. Da den kinesiske udenrigsminister Wang Yi mødte Irans udenrigsminister Abbas Araghchi den 16. september, stoppede han langt før at presse Teheran til at genåbne strædet. Kinas indflydelse er reel, men den er forbeholden i forhold til Pekings prioriteter. Gulf-kapitaler bør byde kinesisk diplomati velkommen, men planlægge som om det ikke vil ankomme.
Så UAE kan få med fra dette topmøde mindst tre ting.
Omgåelse er nu forretningen: Værdien af Fujairah ligger ikke længere kun i de tønder, den bærer, men også i den sikkerhed, den tilbyder. Den sikkerhed bør prissættes ind i langsigtede leveringsaftaler med asiatiske købere, og den anden rørledning bør behandles som national infrastruktur snarere end som et kommercielt projekt.
Hold dig nyttig for begge parter og afhængig af ingen af dem: UAE har fortjent den sjældne position som en partner, som både Washington og Beijing har brug for. Den position lever kun så længe den er afbalanceret. Energi mod øst og teknologi fra vest er en håndterbar ordning, forudsat at den styres med gennemsigtighed omkring teknologisiden, hvor det amerikanske tilsyn vil være skarpt.
Hold øje med den 10. januar: Det er tidspunktet, hvor den nu forlængede handelsholdning mellem USA og Kina ellers udløber, og Kinas ophævelse af eksportkontroller for sjældne jordarter også udløber. En fortsættelse ville holde den globale handel i gang og støtte efterspørgslen på Gulf-energi. En sammenbrud ville ramme asiatisk vækst og dermed regionens største kunder. Golfen har ingen stemme i den beslutning, men den har alt på spil.
Lederne i Washington vil fortælle historien om dette topmøde som en duel mellem to magter. Den mere præcise historie er dog en trekant: chips i Amerika, mineraler i Kina, og mellem dem en smal kyststrimmel ved Det Omaniske Golf, som stille og roligt er blevet en af de vigtigste bidestykker i verdensøkonomien.
Andrea Zanon er senior rådgiver for entreprenører og globale ledere, med mere end 20 års erfaring inden for økonomisk strategi, markedsadgang og geopolitiske risici
