Det begyndte som en ryddeopgave, en regnfuld søndag i Nyborg, og endte med en hammerpris, der fik hele familien til at spærre øjnene op. En enkelt isspand i teaktræ, arvet fra mormors vitrineskab, blev sat på en netauktion – og gik for 9.000 kroner. For mange lyder det som en raritetsjagt for de særligt indviede, men sandheden er, at mange danske hjem stadig har en sådan skjult skat stående i skænken.
“Jeg troede, det var en pæn brugsgenstand, men ikke noget vildt,” fortæller sælgeren, der nu kalder sig selv “forsigtig oprydder” med et smil. “Først da buddene begyndte at tikke ind, forstod jeg, at vi havde noget helt særligt.”
Hvad gør Quistgaards isspand så eftertragtet?
Navnet Jens Quistgaard klinger som en signatur over dansk efterkrigsdesign, hvor funktion og form går hånd i hånd. Fra slutningen af 1950’erne skabte han for Dansk Designs en række objekter, der forbandt køkken og stue med en ny, varm materialitet. Især isspandene i massivt teak – med sammenføjede stave, en indvendig indsats og markant låg – blev hurtigt hverdagens ikon.
Kombinationen af blødt håndværk og stram geometri gav genstanden en rolig tilstedeværelse på barvognen. “Det er mødet mellem nordisk nøgternhed og international livsstil,” forklarer en auktionskonsulent, der ser stigende interesse for netop Quistgaards træarbejder.
Fra hverdagsgenstand til samlerobjekt
Priserne er drevet af tre ting: kvalitet, knaphed og fortællingen om den danske modernisme. En isspand i god stand med original indsats og ubrudte limninger kan i dag udløse bud, der for få år siden ville virke uventede. Samtidig er den taktile glæde ved teak vendt tilbage, hvor patina ikke er en fejl, men en eftertragtet karakter.
Et salg på 9.000 kroner er ikke hverdagskost, men det lander i et felt, hvor “velholdte eksemplarer med tydelig signatur og god provenienskæde” ofte får samlernes opmærksomhed, fortæller en erfaren vurderingsmand. Med andre ord: kvalitet betaler sig, og historierne bag genstandene gør resten.
Nostalgia møder bæredygtighed
Det er ikke kun længslen efter 60’ernes husfred og cocktails, der driver markedet. Det handler også om bevidst forbrug og holdbarhed. En isspand i massivt træ kan leve i flere generationer, og træets liv tegner sig i små spor af brug, olie og tid. “Det er slow design, før nogen kaldte det for slow,” som en samler formulerer det med en lille latter.
At den stod hos mormor er ikke en ulempe – det er en kvalifikation. Hjemmets gamle ting bliver pludselig samtidsrelevante, fordi de både er smukke, velbyggede og bæredygtige i deres væsen.
Sådan genkender du en ægte Quistgaard-isspand
- Kig efter crisp “JHQ” eller Dansk-stempel under bunden – men husk, at stempler kan være slidte eller varierende.
- Vurder samlingerne i stavene: de skal sidde tæt, med jævn overflade og uden åbne revner.
- En indsats i plast eller metal bør passe præcist, uden slup eller skæve kanter.
- Vægten føles solid, og træet dufter svagt af olie og ægte teak.
- Håndtag og låg skal bevæge sig smidigt og virke som én sammenhængende idé.
Små plejeritualer med stor effekt
En velholdt isspand kræver ikke meget, men lidt opmærksomhed går langt. Tør altid efter med en blød, let fugtet klud, og undgå opblødning og skarpe rengøringsmidler. Giv overfladen en anelse neutral træolie et par gange om året, og hold den væk fra direkte sol og radiatorvarme. Hvis limningen giver sig, så søg en fagperson i stedet for en hurtig gør‑det‑selv-reparation – det betaler sig i både æstetik og værdi.
Hvorfor står de stadig i så mange hjem?
Fordi de var hverdagens festlige værktøj, ikke blot pynt. De fulgte med på bakker, til venneparrets lørdagsaftener og familiens runde fødselsdage. De gled ind i en kultur, hvor god smag var beskeden, men ambitiøs, og hvor materialer fik lov at tale med stemme.
Derfor dukker de op i arv, i flyttekasser og på hylder i sommerhuse, ofte glemt og udråbt til “den der gamle spand.” At nye ejere byder ivrigt, skyldes også, at de passer ind i nutidens blandede indretning, hvor vintagetræ møder stål, farver og tekstil.
Hvad kan du selv gøre?
Overvej at tage en tur gennem familiens skabe med nysgerrige øjne. Tag gode fotos i dagslys, notér mål og synlige mærkninger, og spørg ældre slægtninge om, hvor tingene kommer fra. “Fortællingen hjælper både køber og sælger,” siger auktionskonsulenten – “for design er også erindring, og netop den kobling åbner folks punge.”
For kvinden fra Nyborg blev det en blid påmindelse om, at hverdagens objekter kan bære på uventet kulturarv – og et flot hammerslag. “Jeg nåede endda at polere låget, før jeg sendte den afsted,” siger hun, “så mormor ville have været både stolt og ganske fornøjet.” Og måske står der lige nu en tilsvarende skat på din reol, tålmodig, velduftende og klar til sit næste kapitel.
