Venezuelaens omfattende oliebeholdninger lovede engang varig magt og velstand, men årtier med politisk uro, dårlig ledelse og udenlandsk indblanding har gjort dem til omdrejningspunktet i en global energikonkurrence.
Det latinamerikanske land har verdens største oliebeholdninger, og overgår Saudi-Arabien, Rusland og Iran. Men trods mere end 300 milliarder tønder olie i reserverne producerede Venezuela i 2025 lidt over 1 million tønder om dagen (bpd).
I år befandt Caracas sig i centrum af den globale oliepolitik, efter at Nicolás Maduro, der havde regeret Venezuela i 12 år, blev afsat og udleveret til USA. Nu genovervejer verdens største energiselskaber Venezuelas potentiale som en førende olieeksportør.
Landets opstigning og fald som olieproducent tjener som en advarende fortælling om politik og hovmod.
Fra 1960’erne til Hugo Chávez
Venezuela befandt sig for flere årtier siden i en gylden æra for olieproduktionen. Udbyttet nåede sit højeste på 3,7 millioner bpd, næsten tre gange sin nuværende størrelse. Men flere år efter olien blev fundet, begrænsede den venezuelanske regering produktionen for at bevare reserverne og forhindre udtømning af eksisterende felter.
Venezuela s selvtillid voksede efter stigende indtægter som følge af ikke at deltage i olieembargoet i 1973, efterfulgt af forsikringer om større oliebeholdninger. Produktionen steg støt i midten af 1980’erne og nåede 3,1 millioner bpd i 1998.
De følgende år blev præget af Hugo Chávez’ regeringsperiode, fra 1999 og indtil hans død i 2013, samt hans ideologi, der var baseret på at udrydde amerikansk indflydelse i regionen og på at konkurrere med USA politisk og økonomisk.
Venezuela nationaliserede sin olieindustri i 1976 og oprettede det statsejede olieselskab Petroleos de Venezuela S.A. (PDVSA).
Nicolás Maduro-årene
I 2013 blev Nicolás Maduro Venezuelas præsident med en lille margin på 1,6 procentpoint. Han arvede Chávezs politiske holdninger, en olieafhængig økonomisk model og et utilfreds land.
I august 2017, i et forsøg på at fjerne Maduros regering fra magten, indførte USA sanktioner mod Venezuela. Først blokkerede man Venezuelas adgang til de amerikanske finansmarkeder og til sidst standsede oliehandlen mellem de to lande.
Dog fortsatte Venezuelas råolie at flyde til Kina, som var blevet dens største oliehandelspartner, og udgjorde 40 til 60 procent af eksporten. Under Biden-administrationen blev sanktionerne lempet i oktober 2023 i seks måneder for at tillade en begrænset handel med USA at genoptages.
Trump-aftalen
Den 3. januar trængte amerikanske specialstyrker ind på venezuelansk territorium og anholdt Maduro og hans hustru, Cilia Flores, anklaget for narkoterrorisme og sammensværgelse om import af kokain.
Seks måneder senere, den 31. august, annoncerede Det Hvide Hus sin »største oliehandel i verdenshistorien«, en aftale der giver USA ret til at overtage 65 milliarder tønder fra Venezuela – mere end 21 procent af reserverne – og gennem hvilken Nordamerikanske Blue Energy Partners (Nabep) planlægger at investere 100 milliarder dollars i ny olieinfrastruktur.
Over 90 procent af Venezuelas råolie er tungt surt råolie, hvilket er sværere og dyrere at omdanne til benzin og diesel, og handles til en lavere pris end let sød råolie. Surt råolie er den slags, USA importerer mest af, og som dets raffinerier er udstyret til at omdanne til renere, lettere og sødere produkter. Med mere billig råolie der flyder ind, kan USA’s fortjeneste ved olieeksport stige i de kommende år.
USA siger, at privatisering og investering i Venezuelas energisektor er en del af Trump-administrationens plan om regimeskifte. Måske kunne Venezuela komme hele vejen rundt ved en genindtræden af amerikanske olie-giganter, hvilket ville afslutte årene med nationaliseret produktion, der havde blandede fordele for befolkningen.
