Gældsspiraler, dom-loops og misligholdelsesfare – eksperter bekymrer sig for alt dette og mere, efter at USAs føderale gæld er nået op på over 40 billioner dollars. De ser udbytning af politikere og stigende lange renteniveauer som snart vil gøre verdens største økonomi insolvent. Europa og Japan står ikke meget bedre til, hævder de.
Faktiske forhold taler imidlertid imod. Målt korrekt har den globale gæld været faldende gennem det sidste årti. Ja, faldet. Det er ikke, fordi jeg ønsker mere statsgæld. Jeg foretrækker mindre. Og det betyder ikke, at politikere og bureaukrater bruger pengene klogt. Det gør de ikke. De bruger dem dumt i forhold til almindelige mennesker og virksomheder. Men den nuværende gældsfrygt er fejlagtig.
Gældsbekymrede fremhæver ofte den gældskategori, der virker mest chokerende. Nogle gange braver de om kreditkortgæld. Andre gange er det kommunale obligationer. Nogle gange er det en erhvervssektor, som privat kredit. Ofte er det den føderale gæld – som nu. Deres råb når et crescendo, når gælden når store, runde tal. Sådan udbrag det i sommer, da USAs føderale gæld passerede 40 billioner dollars.
Uden kontekst er de store runde tal meningsløse. For at se gælden rigtigt, kig først globalt. Dernæst sæt disse enorme tal i forhold til den globale BNP. Set gennem dette perspektiv er den samlede globale gæld af alle typer samlet faldet markant i forhold til BNP. Globalt udestående for stat, virksomhed og husholdninger udgør i alt 246 procent af global BNP, ned fra 285 procent i toppen af 2020. Dagens samlede tal matcher niveauet fra 2016 og nærmer sig det fra 15 år siden.
Hvordan skete det? Delvis skabte centralbankernes pengepolitiske vanvid under Covid-årene massiv inflation. Selvom det er smertefuldt for forbrugerne, gør det eksisterende gæld billigere at betale tilbage og øger skattebasen. Derfor er den globale offentlige gæld i forhold til BNP faldet fra 111,5 procent til 95,6 procent siden 2020. Virksomhedsgælden i forhold til BNP faldt fra 106,6 procent til 93,3 procent. Husholdningernes gæld er faldet fra næsten 100 procent af BNP i 2010 til 59,8 procent nu.
Chokerende nok kunne verden tilføje yderligere 42 billioner dollars i gæld, inden man når op til 2020’s gæld-til-BNP-top. Bemærkelsesværdigt ødelagde end ikke dette niveau BNP.
Indledningsvis virker USAs statsgæld overvældende. Når man trækker gæld, som et føderalt agentur skylder til et andet, ligger føderal gæld i forhold til BNP omkring 100 procent. I 2010 var den omkring 60 procent. Derfor frygten hos kommentatorerne.
Men det overser andre kategorier. Amerikansk virksomhedsgæld har næppe bevæget sig i forhold til BNP. Husholdningernes gæld faldt fra næsten 100 procent af BNP i 2010 til 67 procent nu – for det meste modvekt mod stigningen i den offentlige gæld. Overskrifterne ignorerer dette.
Set ud fra finansiel stabilitet er det positivt, at den føderale gæld i andel af den faldende globale gældsdel tager pladsen fra husholdningerne. Regeringer kan beskatte og/eller inflationsdække gælden delvist for at undgå krise. Husstandene misligholder ganske enkelt. Det er farligere for en økonomi at have for meget gæld hos husholdninger eller virksomheder end at have tilsvarende høj offentlig gæld. Kort sagt, siden 2010 er den mere risikable gæld reduceret i relativ størrelse, mens den mindre risikable er vokset. Overordnet er den amerikanske og globale gældsituation forbedret.
Selv inden for den frygtede offentlige gæld findes der dog gode nyheder. USAs kommunale og statsgæld er mere risikabel end den føderale gæld, idet hverken stater eller byer kan inflationsrette sig ud af finansielle vanskeligheder. I 2010 udgjorde kommunal- og statsgæld sammen 21 procent af BNP. Nu udgør de kun 11 procent.
Bundlinjen i USA og globalt: Efter årene 2008–2009 og 2020-kriser blev forbrugere, virksomheder, kommuner og stater generelt mere kloge. Suveræne regeringer gjorde det ikke. Det er bedre end den modsatte situation.
Nogle klager over, at USAs føderale renteudgifter stiger i takt med obligationsafkastene. Det er rigtigt. Men skatteindtægterne dækker fortsat rente fem gange. Renter udgjorde en lignende andel af skatteindtægterne i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. BNP boomet. Gældsudgifternes andel af de føderale udgifter faldt, efterhånden som boomet udvidede skatteindtægterne. Historien er fuld af lande, der har båret monetært tung statsgæld langt værre end USAs nu.
Global gældstjeneste er også billig. Selv i Frankrig, som i øjeblikket fremhæves som symbol på gældsforfald, bruger den franske regering kun omkring 10 procent af skatten på renteudgifter – under Storbritannien og Italien. Det er ikke alarmerende.
Dette er ikke et historisk vendepunkt. Det er delvist en normalisering. Renterne er vendt tilbage til niveauer, som var almindelige før centralbankernes dumme kvantitative lempelsesprogrammer kunstigt pressede dem ned. Siden 1926 har 10-årige US Treasury-udbytter gennemsnitligt ligget omkring 4,7 procent. Dagens 5 procents afkast matcher det næsten. Afkastene var ofte mere end fordoblet i 1980’erne. Det samme gælder for Frankrig og Storbritannien. Det forhindrede ikke, at økonomier og aktiemarkeder steg.
Jeg ønsker ikke mere statsgæld. Og jeg forsvarer heller ikke politikere, der mangler rygrad til at få udgifterne under kontrol. Men spådomme om en global gældskatastrofe er fiktion. Spild ikke din tid, dine følelser eller dine penge på dem.
