Læs seneste nyt om Israels valg her
Israelere venter på resultatet af deres parlamentsvalg, efter at have afgivet stemmer i det højeste antal i årtier på tirsdag, i en skelsættende stund for Mellemøsten.
Stemmerne blev talt op i løbet af natten efter en tætbegiven konkurrence mellem premierminister Benjamin Netanyahu og hans største rival, den tidligere hærs-general Gadi Eisenkot.
En exitpoll fra Channel 12 viste Hr. Netanyahu’s Likud-parti vinde 24 sæder i Knessets 120 mandater, mens Hr. Eisenkots Yashar-parti fik 22. Deres potentielle koalitioner var også tæt matchet. Prognosen ville betyde et tab på otte sæder for Likud.
Resultaterne vil lægge scenen for, hvad der kunne blive uger eller måneder af koalitionsforhandlinger, mens partierne forsøger at samle de 61 sæder, der kræves for et flertal i Knesset.
Valgdeltagelsen var høj, da vælgerne afgav deres dom over Israels krigstidens regering. Lange køer blev rapporteret ved stemmestederne. Hr. Netanyahu afgav sin stemme i det vestlige Jerusalem-kvarter Katamon under streng sikkerhed.
Hr. Eisenkot gik til en valglokal i Herzliya. Oppositionens politiker Yair Golan slap uskadt efter at være blevet mødt af en mand med en stor kniv, sagde hans parti. I en separat hændelse blev tre personer anholdt for påstået bestikkelse.
Vælgere fra Israels arabiske mindretal var blandt dem, der strømmede til stemmestederne, nogle for første gang. Folk, der afgav deres stemmer ved Nazareth Baptist School, som blev brugt som stemmesteder, fortalte The National, at de var desperate efter forandring efter mere end tre år med “katastrofe” for arabere bosat i Israel efter angrebene den 7. oktober.
Hasar Zoabi, som stemte på en fælles liste af tre arabiske partier, argumenterede for, at “som minoritet i Israel bør vi bruge vores demokratiske ret til at stemme for at forsøge at påvirke politikken til det gode.”
Den høje arabiske deltagelse har øget udsigten til, at partier, der repræsenterer mindretallet, får en nøgleaktørrolle i det nye parlament, potentielt ved at indgå i en koalition eller ved at tolerere en mindretalsregering.
Hr. Netanyahu sidder fortsat ved magten, mens forhandlingerne om dannelse af en regering finder sted, uden formelle begrænsninger for hans beføjelser. Udsigten til et længere mellemspil har skabt frygt for, at han vil forsøge at udnytte situationen til sin fordel, måske ved at igangsætte endnu en runde kampe med Iran.
Israel har en historie med politiske dødvande. Mellem 2019 og 2022 afholdt landet fem valg, da partier gentagne gange kæmpede for at danne stabile regeringer.
Ifølge israelsk lov følger processen for dannelse af en regering en streng rækkefølge af lovlige tidsvinduer. Præsidenten udpeger først en lovgiver til at danne en koalition og giver vedkommende op til 42 dage, fulgt af en anden kandidat, der får 28 dage, hvis den første fejler. Hvis begge fejler, åbner en endelig 21-dages periode mulighed for hvilket som helst medlem af Knesset at forsøge at samle 61 underskrifter; hvis denne deadline også udløber uden flertal, opløses Knesset automatisk og kræver, at der afholdes snapvalg omkring 90 dage senere.
Valget var israelske vælgeres første chance for at kommentere Hr. Netanyahu’s ledelse efter en fireårig periode præget af angrebene den 7. oktober 2023, Israels ødelæggende krig mod Gaza og landets efterfølgende kampagner i Libanon, Iran og i regionen.
Modstandens tilhængere brugte kampagnens sidste dage til at kræve en formel undersøgelse af angrebene den 7. oktober, hvilket Hr. Netanyahu har modsat sig. Kritikere siger, at Hr. Netanyahu har forværret Israels internationale isolation, idet hans handlinger i Gaza og på Vestbredden har forårsaget udbredt vrede.
Hr. Netanyahu forsvarer sin rekord og fremstiller sig selv som den eneste leder med mod til at stå imod Israels fjender. Han afsluttede valgkampen med flere tiltag for at understrege sin hårde sikkerhedspolitik, fra at advare om et “andet holocaust”, hvis Iran får lov til at genopbygge sit forsvar, til at beordre en operation af tvivlsom militær værdi i det besatte Vestbredden.
Hr. Eisenkot holdt sine politikker vage og satsede på en form for jordnær ærlighed. Men de fleste af de vigtigste kandidater har belligerente syn på Iran, og få er entusiastiske over ideen om en palæstinensisk stat.
