Når krigen i Iran fortsætter med at få oliepriserne til at svinge, frygter globale pengepolitiske beslutningstagere, at vedvarende inflation kræver hurtig handling for at få den nedkølet, hvilket udløser rentestigninger og spekulation om yderligere tiltag. Det er helt forkert og misforstået. Ikke alene er vedvarende “stramning” unødvendig, men det er også en fejl, der risikerer at skade den globale økonomi og aktierne.
Snakken om at bekæmpe inflation gennem rentestigninger vokser. I september hævede den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sin policy-rente med 0,25 procentpoint – første stigning siden 2023. Tidligere i år har Reserve Bank of Australia og Den Europæiske Centralbank også hævet raterne ad flere omgange. De fleste observatører forventer mere inden årets udgang.
Hvad centralbankernes tænkning? Globalt blev mange kendetegnet af 2022s massivt overophedede inflation, et selvpåført sår skabt af deres enorme pengemængdeudvidelse i Covid-æraen. De tror, at høje oliepriser risikerer at pumpe alle priser højere. De tager fejl. Men de fleste økonomer blev uddannet til at tænke sådan.
Som jeg bemærkede her i juni, fører høje oliepriser ikke alene til ægte inflation. De driver substitution og dæmper primært efterspørgslen efter luksusvarer. Data viser dette. Tag USA i betragtning for dets globale økonomiske betydning. Mens Iran-krigens udbrud fandt sted, steg inflationen i USAs forbrugerprisindeks fra 2,4 procent årligt i januar til et højeste 4,2 procent i maj. Frygten blussede op, men US CPI faldt snart til 3,4 procent år-for-år i juli, mens energipriserne faldt tæt på før-krigsniveauer – og forblev der gennem august, mens oliepriserne steg igen, men forblev under de tidlige forårshøjder.
Olien spredte sig ikke til andre områder. Vigtigt er, at den underliggende inflation ikke blev hæmmet i sin nedgang. I januar var US CPI eksklusiv energi 2,6 procent årligt. I august var CPI eksklusiv energi let lavere, 2,5 procent. Parallelle tendenser ses i hele Europa og Asien.
Krigen fremkalder naturligt frygt og usikkerhed – og ligger i betydelig grad til grund for den seneste volatilitet i oliepriserne. Selvom olie for nylig steg kort over 120 dollars, faldt den hurtigt til omkring 100 dollars i slutningen af september. Som jeg spåede i marts, faldt olie hurtigt til cirka niveauerne før krigen i juni. Den fornyede stigning, der er set i de seneste måneder, vil sandsynligvis følge et tilsvarende nedadgående tilbageslag, hvilket sandsynligvis er undervejs nu.
Centralbankfolk bør stoppe med at fokusere på ustabile og volatile råvaremarkeder og begynde at se indad. Energi var ikke drivkraften bag den ekstreme inflation i 2022. Ikke engang Covid. Centralbankerne gjorde det ved at øge pengemængden massivt som svar på Covid – med mere end 25 procent globalt. Som Nobelpristager Milton Friedman lærte for 60 år siden, opstår inflation altid, når der skabes for mange penge i jagt på for få varer og tjenesteydelser.
Alligevel var US M4 – Amerikas bredeste monetære mål – steget 7,9 procent år for år frem til juli. Selvom det er for meget og en smule højere end den langsigtede gennemsnitsværdi på 5,9 procent, ligger det langt under den ekstremt inflationsdrevne 30,5 procent fra juni 2020.
Eurozonen? Dets benchmarks M3-vækst lå på 3,4 procent årligt i juli – køligt, hvilket viser, hvorfor ECBs rentestigninger i juni og september ikke var nødvendige.
En eller to rentestigninger vil ikke ødelægge den globale BNP eller aktier. Der er intet automatisk negativt ved rentestigninger. Australien, hvis centralbanken har hævet raterne ad flere omgange siden februar, nyder en stabil BNP-vækst og et aktieafkast på 12 procent for året til dato målt i amerikanske dollars, hvilket spejler globale markeder.
Rentepolitik påvirker udlån ved at hæve eller sænke den korte ende af afkastkurverne globalt. Afkastkurverne viser forskellen mellem korte og lange renter. I den udviklede verden låner bankerne kortfristet penge for at finansiere langsigtede lån. Når langsigtede renter overstiger korte, er nye lån rentable og har en direkte årsagssammenhæng. Potentiel rentabilitet fremmer udlån og BNP-vækst. Når korte renter overstiger lange, bliver kurven inverteret og gør udlån ulønnsomme, så bankerne begrænser kreditten, hvilket påvirker økonomien negativt. Derfor er en inverteret kurve en god, om end ikke fuldkommen, advarselslampe om recession.
Da 2026 begyndte, var forskellen mellem 10-års og tre-måneders amerikanske afkast 0,54 procentpoint. Indtil 21. september pressede de stigende lange renter den til 0,87, på trods af, at Fed gennemførte en rentehøjning. Det er et bullish signal. Den britiske afkastkurve udvidede fra 0,74 procentpoint til 1,19. I eurozonen er spredningen i tysk afkast 1,01 procentpoint. I Frankrig ligger den på 1,77 procentpoint. Centralbankfolk har manøvremuligheder, men noget af det skyldes volatilitet forårsaget af globale gældsbekymringer, der har løftet lange renter, hvilket sandsynligvis ikke varer ved.
Hvis centralbankfolk ikke er forsigtige – og ofte er de ikke, mens de tror, de er – kunne de let flade ud eller invertere globale afkastkurver, hvilket kvæler udlån, bremser økonomier og rammer aktierne. Det er ikke nært forestående, men det er en potentiel risiko.
Dagen kræver ikke yderligere global stramning. Den kræver centralbankernes tålmodighed for at lade de nuværende positivt strukturerede afkastkurver arbejde deres bullish magi.
